Markedet for Bluetooth højttalere er fyldt med kompromiser, som kan være en mundfuld at håndtere for den enkelte slutbruger/kunde. Enten får du høj lyd uden kontrol, god lyd uden volumen eller lækker byggekvalitet uden reel batteritid. EPICBOOM fra Ultimate Ears forsøger med en anden tilgang. Her er prioriteten lagt på høj lydstyrke, solid byggekvalitet og en stabil, gennemført lydoplevelse i praksis. Om det favner andet end en fancy marketingpåstand, konkluderer vi på senere.
Markedet bugner af valgmuligheder. Du kan få alt fra billige køkkenhøjttalere og kompakte modeller til kufferten, til tunge festhøjttalere og avancerede multirumssystemer til hele huset. Men netop derfor er det blevet sværere at finde én løsning, der kan det hele: spille højt med overbevisning, levere solid lydkvalitet, holde strøm længe og samtidig være robust nok til at tage med udenfor. Her rammer Ultimate Ears EPICBOOM præcis det behov.

I denne EPICBOOM anmeldelse graver vi dybere end bare “den lyder godt” eller “den spiller højt”. Vi kobler de tørre specifikationer med konkret daglig brug i danske scenarier. Vi kigger på, hvordan den klarer sig i lejlighed, rækkehus, på terrasse, i sommerhus og ved pool eller sø. Vi sammenligner også kort mod populære alternativer som JBL og Sonos, så du står tilbage med et klart billede af, om Ultimate Ears EPICBOOM er den rigtige Bluetooth højttaler for dig.
Samtidig tænker vi Techsteren ind som helhed. Du får både den lydtekniske vinkel, den praktiske hverdagsvinkel og den købsstrategiske vinkel, så du ikke bare køber det første og det største, men faktisk det der matcher dit behov.
Hvad er Ultimate Ears EPICBOOM
EPICBOOM er en bærbar Bluetooth højttaler fra Ultimate Ears med fokus på kraftig bas, 360 graders lyd, IP67 og op til 17 timers batteritid. Den placerer sig i den tunge ende af BOOM familien som storebror til Everboom og Megaboom og lillebror til Hyperboom, der mere minder om et stationært party-anlæg.

Hvor mange Bluetooth højttalere er designet til at være lette og kompakte, er EPICBOOM med sine omtrent to kilo og de markante dimensioner en højttaler, du vælger aktivt, fordi du vil have noget der kan flytte luft. Det er ikke en højtaler til lommen. Det er en til tasken, bilen, sommerhuset og kolonihaven.
Position i Ultimate Ears familien
I Ultimate Ears universet finder du Wonderboom og Boom til de mindre behov, Megaboom til “jeg vil have mere punch, men stadig kunne have den med i rygsækken” og Hyperboom som nærmest er et kompakt anlæg. EPICBOOM ligger midt imellem de to øverste niveauer.
I praksis betyder det, at den er let nok at tage med til stranden, men samtidig stærk nok til at klare en hel aften i sommerhuset alene. Hvor mange mindre Bluetooth højttalere mister pusten, når der skrues op efter grillen er tændt og stemningen stiger, begynder EPICBOOM først for alvor at vise sit potentiale ved moderat til høj lydstyrke. Dette sagt på et tidspunkt, hvor kong vinter har godt fat i Danmark – vi har dog stadig testet den udendørs…



Specifikationer i korte træk
For at få sat tingene i system, får du her de vigtigste data:
- Højde cirka 24,1 cm, bredde 11,9 cm, dybde 16,2 cm
- Vægt cirka 1,98 kilo
- To 45 mm drivere til mellemtone og diskant og en 120 mm woofer til bas
- Maksimal lydstyrke på omkring 94 dB i normal mode og 95 dB i Outdoor Boost
- Op til 17 timers batteritid ved moderat lydstyrke
- IP67 certificeret vand og støvtæt og designet til at kunne flyde i vand
- Bluetooth med op til cirka 55 meters rækkevidde i åbent miljø
- Adaptive EQ og flere lydprofiler styrer via Ultimate Ears BOOM appen
Flotte tal på papiret, men de er først interessante, når vi kobler dem til virkelige situationer. Det er netop det resten af testen handler om.
Design byggekvalitet og førstehåndsindtryk
Når du første gang pakker EPICBOOM ud, er det tydeligt, at du ikke har med en billig discount højttaler at gøre. Papiremballagen er lavet af FSC certificerede materialer, og selve højttaleren består af plastdele med omkring 60 procent genbrugsplast, afhængigt af farvevariant.

Det giver et godt førstehåndsindtryk. Ikke kun fordi bæredygtighed er et plus på papiret, men fordi overfladerne føles solide. Tekstilet er tæt vævet og virker modstandsdygtigt over for snavs og slid. Det er mere i retning af et godt udendørstekstil end noget der hører hjemme på en pyntesofa.
Herunder finder du en velproduceret præsentationsvideo fra producenten:
Materialer størrelse og vægt
Med en højde på lidt over 24 cm og næsten to kilo i vægt, fylder EPICBOOM fysisk mere end mange bærbare Bluetooth højttalere. Man kan godt bære den i én hånd ved hjælp af stroppen på bagsiden, men du er ikke i tvivl om, at du bærer noget med indhold og solid byggekvalitet.
Læs også: Test: iStorage datAshur PRO+C 256 GB
Det lyder umiddelbart som en ulempe, men størrelsen er også det der gør, at kabinettet kan rumme en 120 mm woofer og et tilstrækkeligt volume-kick til at give bassen ordentlige arbejdsbetingelser. Man får ikke dyb og kraftig bas ud af en håndfladestor højttaler, uanset hvor meget marketing der hældes på fra øverste hylde.
Teknisk set betyder det, at Ultimate Ears udnytter fysikken. Kabinettet er nok lidt større end nogle vil synes er elegant, men det, du får igen i form af lyd og stabilitet, mere end opvejer det, hvis du er målgruppen for denne type af bluetooth højtaler.
Betjening knapper og håndtering
Knapperne på toppen er store og lette at ramme, selv med mine fede fingre… Tænd og parring er tydeligt adskilt, og volumenkontrollen er rund og intuitiv. Outdoor Boost har sin egen knap, og det gør en forskel i hverdagen. Du behøver ikke åbne appen for at få lidt ekstra tryk på, når festen rykker udenfor.

Stroppen på bagsiden bruges til at løfte og hænge højttaleren – f.eks. til at hænge EPICBOOM på en krog i skuret, på en gren ved bålet eller på et stativ ved poolen.
Hvordan den fylder i hjemmet
I en almindelig dansk stue vil EPICBOOM fylde visuelt, og sikkert ikke få smilet frem ved en ikke-gadget-elskende fruen i husstanden. Er målet en erstatning for et lille stereoanlæg i stuen, giver det faktisk mening, og den vil tjene formålet til UG.
Her er det vigtigt at være ærlig over for sit eget behov. Hvis du kun har brug for baggrundsmusik til madlavning, er EPICBOOM overkill. Hvis du regelmæssigt vil fylde stue, terrasse og have med lyd, er det lige præcis det, den er designet til.
Lydkvalitet i praksis bas mellemtone og diskant
Det mest afgørende ved en trådløs højttaler er, hvordan den lyder. EPICBOOM leverer en lyd der føles større end kabinettet både i volumen og generel fylde – i sær set ud fra prisen og dens fysiske rammer!
Bassen leverer dybt nok til at give elektronisk musik, hiphop, pop og filmlyd et reelt fundament. Den føles mere som en kompakt gulvhøjttaler end en traditionel Bluetooth højttaler, især når man står tæt på. RTINGS og andre internationale tests beskriver EPICBOOM som en højttaler med god balance og imponerende directivity i 360 grader, og det er noget man tydeligt kan høre, når man bevæger sig rundt om den.
Mellemtoneområdet er tilpas fremhævet til, at vokaler og guitarer ikke bliver “mast”. Det gør en forskel i f.eks. akustisk musik og podcasts, hvor for mange “party højtalere” lider under for meget bas og for meget diskant, men intet midt imellem.
Diskanten er blødere end på visse hi-fi orienterede højttalere, hvilket jeg fornemmer er en bevidst prioritering. Målet her er ikke studiepræcision, men en lyd der er til at holde ud, når højttaleren virkelig får lov at arbejde.
Musiktyper hvor EPICBOOM skinner igennem
Hvis du er til elektronisk musik, EDM, hiphop, moderne pop og rock, vil EPICBOOM gøre det godt. Den trives med musik der må fylde og mærkes. Trommer har punch, synth bas har vægt, og man kan tydeligt fornemme, at kabinettet arbejder med musikken, ikke imod den.
Til film og serier, både via tablet og bærbar, klarer EPICBOOM sig også godt. Eksplosioner og lydspor har dybde, men vigtigst af alt står dialogerne stadig tydeligt frem, hvis man bruger de rigtige lydprofiler – disse man du manuelt tilpasse via medfølgende app, som findes til iOS og Android.
Svagheder og begrænsninger i lydbilledet
Ingen højttaler er perfekt, og EPICBOOM har også sine kompromiser. De allerdybeste basfrekvenser, som større og dyrere party højttalere eller egentlige subwoofere kan levere, er ikke til stede i samme grad. Flere udenlandske tests peger også på, at hvis man jagter maksimal basdybde, er der modeller som JBL Boombox der går dybere, om end i en anden prisklasse.
Derudover er stereobilledet naturligt begrænset af, at lyden udsendes i 360 grader fra ét kabinet. Man får ikke den klassiske venstre højre oplevelse, som to separate højttalere kan give. Til gengæld får man en mere ensartet lyd i rummet eller i haven, hvilket mange vil foretrække i praksis.
Lytning ved lav og høj lydstyrke
Ved lav lydstyrke bevarer EPICBOOM en god del af sin klangbalance. Lyden falder ikke fra hinanden, og man oplever ikke den samme “tynde” karakter, som små højttalere kan lide under ved lav styrke.
Ved høj lydstyrke er det Outdoor Boost og den indbyggede limiter, der holder styr på det hele. Der er naturligvis noget kompression, når man presser den, men det foregår relativt kontrolleret. Bassen mister ikke alt sin energi, og diskanten bliver ikke nåleagtig.
Det gør EPICBOOM til en af de Bluetooth højttalere, der faktisk kan tåle at blive skruet op uden at man hurtigt får lyst til at sænke volumen igen fordi lyden forvrænges.
360 graders lyd Outdoor Boost og adaptive EQ
Et af salgsargumenterne for EPICBOOM er 360 graders lyd. I praksis betyder det, at lyden ikke er orienteret målrettet i én retning, men fordeler sig relativt jævnt rundt om højttaleren.
Det mærker man tydeligt, når man stiller EPICBOOM midt på terrassen eller i stuen. Man kan bevæge sig rundt og stadig opleve en relativt ens lyd, uden store “sweet spot” og “dead spot” områder. Det skal siges jeg testede under et klima med frost og sne, så måske lydbilledet er anderledes om sommeren.
Outdoor Boost knappen er den hurtige genvej til at få mere slagkraftig lyd udenfor. Når man aktiverer funktionen, bliver lyden mere fremadrettet, mellemtoner og diskant får et løft, og bassen strammes op, så den ikke forsvinder helt ud i det åbne rum.
EQ profilerne i BOOM appen
I Ultimate Ears BOOM appen kan du skifte mellem flere faste lydprofiler og en manuel EQ:
- Signature som er standard og mest allround (min favorit)
- Bass Boost der giver ekstra fylde i de lave frekvenser
- profiler målrettet gaming, podcast og afslapning som fx Deep Relaxation
Forskellene er tydelige. Det er ikke små kosmetiske justeringer. Bass Boost gør en reel forskel på elektronisk musik, mens en mere afslappet profil dæmper toppen og gør lyden mindre pågående til baggrundslytning.
Adaptive EQ er en ekstra dimension, hvor højttaleren via sin mikrofon tilpasser lyden efter omgivelserne. I praksis betyder det, at den kompenserer for, om den står frit midt i rummet, tæt ved en væg eller i et hjørne. Resultatet er, at man hurtigere oplever en “rigtig” lyd uden selv at rode lang tid med EQ.
Bluetooth rækkevidde stabilitet og tilslutning
En Bluetooth højttaler kan lyde nok så godt, men hvis forbindelsen konstant hakker, er den ubrugelig. Her klarer EPICBOOM sig rigtig stærkt.
Med op til cirka 55 meters rækkevidde i åbent miljø og en stabil forbindelse markant længere end mange standard Bluetooth højttalere, kan du sagtens lade telefonen ligge på bordet inde i huset, mens højttaleren står ude på terrassen.
Ligeledes testet i en almindelig dansk størrelses lejlighed samt mit hus på 250 kvm med et par vægge imellem, holder forbindelsen stadig ganske stabil. Selvfølgelig forkortes rækkevidden, men det føles som et skridt op i forhold til mange konkurrenter, der hurtigt knækker, så snart der kommer mursten i vejen.
NFC tilslutning på nogle modeller gør det nemt at parre kompatible Android enheder ved at holde dem tæt på højttaleren. Måske for mange en lidt ligegyldig detalje, men i hverdagen er det rart bare at kunne tappe til og være i gang, især hvis flere i husstanden bruger EPICBOOM.
Til video og gaming er forsinkelsen lav nok til, at det ikke føles generende. Hvis man er meget følsom over for lip sync, vil kabelforbindelse altid være det bedste, men til Netflix, YouTube og casual gaming er EPICBOOM helt acceptabel.
Batteritid opladning og daglig brug
Ultimate Ears lover op til 17 timers batteritid, og det er rent faktisk realistisk ved moderat brug. Ved omkring 40 til 50 procent lydstyrke kan man godt spille hele dagen uden at lede i desperation efter opladeren.
Skruer man op til festniveau, sker der naturligt noget med batteriforbruget. Her kan du forvente omkring 8 til 10 timers reelt brug, afhængigt af hvor aggressivt den bliver presset. Det er stadig nok til de fleste aftener og nætter, uden at du behøver tænke på at spare.
Opladning sker via USB C, hvilket gør den kompatibel med de fleste nyere opladere og powerbanks. Det medfølgende miljøfokus betyder dog også, at du i nogle pakker ikke får en dedikeret opladerklods med. Det kan irritere, men samtidig giver det fleksibilitet, fordi du kan bruge det du allerede har i forvejen.
I daglig brug opleves batteriet som stabilt. Du behøver ikke konstant at tjekke procenttal. EPICBOOM føles mere som en enhed du oplader en gang imellem, snarere end noget der kræver daglig opmærksomhed.
IP67 og byggekvalitet i hverdagen
EPICBOOM er som tidligere nævnt – IP67 certificeret. Det betyder, at den er støvtæt og kan tåle at ligge under vand i op til 30 minutter i en meters dybde.
I praksis er det vigtigste, at du ikke behøver gå i panik, hvis den bliver ramt af regn, havvand, poolvand eller hvis nogen vælter en drink ned over den. Den er designet til at kunne bruges ved poolen, stranden, i haven og på camping uden at du behøver pakke den væk, når en regndråbe kigger forbi. Flere forhandlere og beskrivelser fremhæver også, at den kan flyde, hvilket igen giver mening ved poolen.
Robustheden handler dog ikke kun om vand. Tekstiloverfladen og de gummierede partier virker som om de kan klare slag, ridser og det at blive slæbt rundt i bilen og skubbet lidt på terrassen. Det er ikke en højttaler du behøver behandle som porcelæn.
Dansk vejr med regn, blæst, fugt og temperaturer der skifter fra kølig forårsaften til varm sensommerdag – EPICBOOM er bygget til den slags udfordringer. Så længe du ikke misbruger den bevidst, er det en højttaler, du kan tage med uden at være nervøs.
App funktioner PartyUp og ekstra features
Ultimate Ears BOOM appen giver adgang til flere ekstra funktioner, der løfter EPICBOOM fra at være en “dum” højttaler til en mere fleksibel lydplatform.
Først og fremmest får du fuld kontrol over EQ med både færdige presets og manuel justering. Det betyder, at du kan trimme lyden til et specifikt rum og din smag i stedet for at være låst til en fast preset.
PartyUp funktionen gør det muligt at koble flere kompatible Ultimate Ears højttalere sammen. Det kan være en EPICBOOM kombineret med en Boom eller Wonderboom, eller to EPICBOOM.

Det er især interessant, hvis du allerede er i Ultimate Ears økosystemet eller planlægger det. Har du f.eks. en mindre højttaler til køkkenet og vil supplere med EPICBOOM til ude og inde, kan du samle det hele i samme app og udvide efter behov.

Appen bruges også til firmware opdateringer, som i længden kan give forbedret stabilitet, ekstra EQ muligheder og generelle tweaks. Det betyder, at EPICBOOM ikke er en statisk enhed, men noget der potentielt kan blive bedre over tid.
Sammenligning EPICBOOM vs JBL Xtreme og andre alternativer
EPICBOOM konkurrerer uden tvivl direkte mod modeller som JBL Xtreme 3 og Xtreme 4, Sonos Move og lignende tunge Bluetooth højttalere. Flere uafhængige tests peger på, at EPICBOOM har en mere balanceret lyd og bedre 360 graders spredning end JBL Xtreme 3, mens JBL har lidt mere fokus på dybbas punch i nogle scenarier. Vi har ikke selv haft muligheden for at krydstjekke med disse modeller.
Sammenlignet med Sonos Move vurderer vi EPICBOOM er placeret mere direkte i Bluetooth kategorien uden Wi-Fi features og multiroom, men til gengæld med bedre vandmodstandsdygtig til udendørslivet og større robusthed udendørs. Sonos Move er mere oplagt som en del af et hjemmesetup, mens EPICBOOM er mere rendyrket som party højttaler og outdoor højtaler.
Hvor EPICBOOM virkelig har en fordel, er kombinationen af IP67, 360 graders lyd, adaptive EQ og den relativt lange batteritid. Det er en pakke, der er tydeligt målrettet brugere, som vil ud af hjemmets fire vægge med deres lydenhed uden at skulle tænke for meget over forholdene.
Hvem passer EPICBOOM til og hvem gør den ikke
EPICBOOM giver mest mening for dig, der:
- ofte afspiller musik på terrasse, i have, i sommerhus eller på tur
- gerne vil have én højttaler der kan både favne hverdag og fest
- prioriterer robusthed/byggekvalitet, støv- og vandafvisning
- Du kan leve med, at lyden er tunet til at give mere punch og fylde, frem for at sigte efter en helt neutral lydgengivelse.
Hvis du derimod primært jagter en lille højttaler til at stå på køkkenbordet, lytte til podcasts i baggrunden eller have diskret baggrundsmusik, er EPICBOOM sandsynligvis mere, end du basalt set har brug for.
Er du hi-fi entusiast med fokus på stereo, præcision og dybde i lydbilledet, vil du muligvis være bedre tjent med et traditionelt sæt aktive højttalere og en separat Bluetooth modtager. EPICBOOM er en bærbar løsning, ikke en erstatning for et gennemført og målrettet hjemmeanlæg.
Fordele ulemper og prisvurdering
For at samle det hele op, giver det mening at kigge nøgternt på plusser og minusser ved Ultimate Ears EPICBOOM.
På plussiden står den høje lydstyrke, den fyldige bas, den stabile 360 graders lyd, IP67 certificeringen, den lange batteritid og den reelle nytte af EQ profiler og Outdoor
På minussiden, er vi nød til at omtale vægten og størrelsen, som ikke er for alle, samt det faktum at prisen placerer den i den mere seriøse ende af markedet. Du kan være heldig at finde højtaleren til små 1200 kroner, hvor normalprisen er 22-3000 kroner. Til 1200 kroner, er det et MUST BUY!
Set i dansk perspektiv, hvor terrasser, haver og sommerhuse spiller en stor rolle i store dele af året, giver EPICBOOM god mening, hvis du faktisk udnytter dens styrker.
Konklusion skal du købe Ultimate Ears EPICBOOM
Ultimate Ears EPICBOOM er en gennemført trådløs højttaler til dig, der kræver mere end blot diskret baggrundsmusik. Den kombinerer en kraftfuld 360 graders lyd med solid batteritid og en IP67certificering, der gør den både støv- og vandtæt. Med sine brugervenlige app funktioner er den skabt til at præstere optimalt – uanset om det er i stuen eller under åben himmel.
Søger du en højttaler, der kan bære festen uden bekymringer om vejret eller spildte drinks, er EPICBOOM et fremragende valg. Er dit behov derimod begrænset til lavmælt musik på få kvadratmeter, vil en mindre og billigere model dog være tilstrækkelig.
Fordele
• Meget kraftig og fyldig lyd med solid bas
• 360 graders lyd der dækker jævnt i rummet og udendørs
• Outdoor Boost giver mærkbart ekstra tryk udenfor
• IP67 vand og støvtæt konstruktion
• Op til 17 timers batteritid ved moderat lydstyrke
• Stabil Bluetooth forbindelse med lang rækkevidde
• Brugbare EQ profiler og manuel tilpasning i appen
• Robust byggekvalitet, designet til aktiv brug
• Mulighed for at koble flere Ultimate Ears højttalere sammen
• Fremstillet med genbrugsplast og ansvarlig emballage
Ulemper
• Relativt stor og tung sammenlignet med mindre Bluetooth højttalere
• Ikke neutral i lyden, tydeligt tunet til energi og bas
• Ingen medfølgende opladnings adapter
• Begrænset stereoperspektiv da det er én enkelt enhed
• Prisen placerer den i den mere seriøse ende af markedet
• Kan virke overdimensioneret
Ultimate Ears EPICBOOM test
Ultimate Ears EPICBOOM er en kraftig og velbygget Bluetooth højttaler med fokus på volumen, fylde og holdbarhed. Den leverer imponerende 360 graders lyd, solid bas og stabil performance både inde og ude, samtidig med at IP67 certificeringen gør den klar til regn, pool og terrassebrug.
Den er større og tungere end mange alternativer, og lyden er mere energisk end neutral. Men som alsidig fest- og outdoor-højttaler er EPICBOOM et stærkt og gennemført valg i sin klasse.
