Fra 25. til 27. juni kan du opleve Roborocks nyeste robotstøvsugere og plæneklippere på nært hold i Field’s på Amager. Dette kombineret med ekspertrådgivning fra producenten, konkurrencer og rabatter på op til 3.900 kroner.
Roborock, der ifølge analysefirmaet IDC var verdens mest solgte robotstøvsuger-brand i 2025, tager springet fra webshop og butikshylde til en fysisk oplevelse. Fra onsdag den 25. til fredag den 27. juni slår virksomheden dørene op til en eksklusiv pop-up i Field’s på Amager – placeret på etage 0, tæt på Friluftsland.
Det er en sjælden mulighed for danske forbrugere til at få hands-on med en del af det produktkatalog, vi her på redaktionen har testet løbende gennem det seneste år – fra flagskibet Saros 20 til de nylancerede RockMow robotplæneklippere.
Hvad kan du opleve?
Pop-up’en er bygget op omkring tre elementer: produktdemonstrationer, ekspertrådgivning og konkurrencer.
“Vi glæder os til at møde de danske forbrugere ansigt til ansigt og give dem mulighed for selv at opleve, hvordan vores produkter kan gøre hverdagen lettere. Pop-up’en er skabt som en sjov og inspirerende oplevelse, hvor man både kan blive klogere på de nyeste teknologier, teste produkterne og ikke mindst prøve lykken med mulighed for at vinde et af vores produkter med hjem,” lyder det fra Monique Dugarte Ramos, PR-ansvarlig for Roborock i Danmark.
Konkret betyder det, at besøgende kan teste produkterne fysisk – noget der typisk er svært at gøre med robotstøvsugere, da de fleste køb i dag sker online. Det giver mulighed for selv at vurdere ting som støjniveau, app oplevelse og navigation, som er svære at bedømme ud fra et produktblad alene.
Der vil løbende være konkurrencer med præmier til en samlet værdi af op til 10.199 kroner, og besøgende kan se frem til gratis kaffe og kage på udvalgte tidspunkter i løbet af de tre dage.
Rabatter hos Elgiganten i Field’s
Den mest håndgribelige fordel ved besøget er nok rabatterne. I samarbejde med Elgiganten i Field’s tilbyder Roborock op til 3.900 kroners rabat på udvalgte produkter, men kun i de tre dage, pop-up’en finder sted.
Det er værd at have for øje, hvis du allerede har kigget på en investering i en ny robotstøvsuger eller robotplæneklipper. Med Saros seriens prisniveau på op mod 11.500 kroner kan en rabat i den størrelsesorden gøre en reel forskel, og kombineret med muligheden for at teste produktet fysisk inden køb, er det en kombination, der sjældent findes i robotstøvsuger-kategorien.
Praktisk info
| Hvor | Field’s, Amager – etage 0, tæt på Friluftsland |
| Hvornår | 25.-27. juni |
| Åbningstider | Kl. 10.00-20.00 alle tre dage |
| Hvad | Produktdemonstrationer, konkurrencer, rabatter hos Elgiganten |
| Pris | Gratis adgang |
Hvorfor det er værd at lægge vejen forbi
Roborocks seneste lanceringer, og særligt Saros-serien, er specifikt udviklet til at håndtere udfordringer, der går igen i danske hjem: lave møbler, høje dørtrin og blandede gulvtyper. Det er noget, vi har bekræftet i vores egne tests af både Saros 20 og Qrevo serien, hvor netop navigation og trinhåndtering har skilt sig positivt ud.
Med virksomhedens første robotplæneklippere – RockMow serien, som vi også har haft i test i en dansk have med en test af Roborock RockMow Z150 udvider Roborock samtidig sit fokus fra stuen til haven. Pop-up’en i Field’s er derfor en god mulighed for at se hele bredden af sortimentet samlet ét sted, fra de prisbevidste modeller til de mest avancerede flagskibe. Roborocks produkter bruges i dag i mere end 19 millioner hjem fordelt på over 230 lande og regioner, og pop-up’en i Field’s er et tegn på, at den danske forbruger fortsat er en prioriteret del af den vækststrategi.
