Sommeren står for døren, og mens solcremen og badehåndklædet er selvskrevne på pakkelisten, glemmer mange danskere at sikre mobilen inden ferien. Hvert år vender tusindvis hjem til overraskende høje mobilregninger, fordi de ikke har tjekket roamingtakster eller skjulte databrug. Teleudbyderen Lebara har derfor udarbejdet en enkel guide, der kan hjælpe dig med at undgå unødvendige ekstraudgifter, uanset hvilken teleudbyder du har.
1. Tjek roamingtakster før afrejse
Roamingpriser varierer enormt alt efter destination og udbyder. Inden for EU tilbyder de fleste selskaber gratis roaming, men uden for EU kan priserne stige drastisk pr. minut, besked eller megabyte. Derfor bør du altid undersøge din udbyders priser, inden du rejser. En simpel, men effektiv løsning er at slå dataroaming fra på din telefon, når du er ude at rejse.
2. Download indhold hjemmefra
En god måde at undgå datagebyrer på er at downloade film, serier, musik og podcasts på forhånd via hjemmets sikre Wi-Fi-forbindelse. På den måde slipper du også for at være afhængig af usikre offentlige netværk i udlandet. Vær opmærksom på, at apps som iMessage, der sender billeder og videoer, bruger data – her kan almindelige sms’er eller apps med offline-muligheder være et bedre alternativ.
3. Brug kun Wi-Fi – slå mobilnettet helt fra
Ved at aktivere Flytilstand og derefter tænde for Wi-Fi undgår du automatisk, at telefonen kobler sig på dyre udenlandske netværk. På iPhones er det også vigtigt at slå funktionen “Wi-Fi Assist” fra, da den ellers kan bruge mobildata, når Wi-Fi-signalet bliver svagt. Android-brugere bør deaktivere lignende funktioner som “Smart network switch” og “Adaptive Wi-Fi”.
4. Vær varsom med offentlige Wi-Fi-netværk
Offentlige netværk er ofte usikre, og nogle kan endda være oprettet af cyberkriminelle, der efterligner legitime netværk med navne som “Free Airport Wi-Fi”. Brug kun Wi-Fi-netværk, du kender og stoler på, og overvej altid at benytte en VPN, når du håndterer følsomme data som bankoplysninger eller private beskeder.
5. Undgå skjult dataforbrug fra apps
Mange apps bruger data i baggrunden uden din viden. For at undgå unødvendigt dataforbrug bør du:
- Slå mobildata fra for apps, der ikke er nødvendige på ferien
- Begrænse baggrundsopdateringer
- Indstille apps til kun at synkronisere over Wi-Fi
- Slå automatiske opdateringer og notifikationer fra
- Stoppe automatisk afspilning af videoer
6. Følg med i dit forbrug
Langt de fleste udbydere tilbyder værktøjer til at overvåge data- og taletidsforbrug undervejs på ferien. Hos Lebara kan kunderne nemt følge med via appen eller online. Ved regelmæssigt at tjekke dit forbrug undgår du, at udgifterne løber løbsk.
Med disse seks tips kan du trygt rejse på ferie uden frygt for høje mobilregninger, og du får mere overskud til at nyde ferien.