Noctua er synonymt med kompromisløs køleydelse og næsten patologisk fokus på akustisk perfektion. Siden etableringen i 2005 har det østrigske firma kombineret avancerede materialer som Sterrox® LCP med patenterede bladegeometrier (Progressive- and Stepped– Inlet Design) og SSO2-lejer for at optimere både luftgennemstrømning, statisk tryk og levetid til niveauer, der ofte kun ses i high-end luft- og væskekølingsløsninger. Mærket er kult blandt PC-nørder og professionelle, fordi det ikke kun handler om rå effekt, men om at balancere præcision, effektivitet og næsten meditativ stilhed.
Table of Contents
Tekniske specifikationer på Noctua G2 LS-PWM, G2 PWM og Sx2-PP
Specifikation | NF‑A14x25 G2 LS‑PWM | NF‑A14x25 G2 PWM | NF‑A14x25 G2 PWM Sx2‑PP |
---|---|---|---|
Impeller-materiale | Sterrox® LCP (liquid-crystal polymer) | Sterrox® LCP | Sterrox® LCP |
Ramme | Square 140×140×25 mm | Square 140×140×25 mm | Square 140×140×25 mm |
Lejeteknologi | SSO2™ med flow-optimiseret oliereservoir | SSO2™ | SSO2™ |
Hastighedsområde | 300–800 ±10 % RPM (LS = Low-Noise) | 300–1.500 ±10 % RPM (standard) | 2 × (300–1.500 ±10 % RPM), fabriksindstillet RPM-offset (±~25 RPM) |
Maks. airflow | 81,6 m³/h (ved 800 RPM) | 115,5 m³/h (ved 1.500 RPM) | 2 × 115,5 m³/h |
Maks. statisk tryk | 0,71 mm H₂O | 2,56 mm H₂O | 2 × 2,56 mm H₂O |
Akustisk støj | 11,4 dB(A) (ved 800 RPM) | 24,6 dB(A) (ved 1.500 RPM) | 2 × 24,6 dB(A), RPM-offset mindsker beat-støj |
Tip-clearance | 0,7 mm | 0,7 mm | 0,7 mm |
Forbindelse | 4‑pin PWM (med Low-Noise-adapter medfølger) | 4‑pin PWM | 2 × 4‑pin PWM, split-kabel + Low-Noise-adapter |
Levetid (MTTF) | > 150.000 timer ved 25 °C | > 150.000 timer ved 25 °C | > 150.000 timer ved 25 °C |
- G2 LS‑PWM vs. G2 PWM: LS‑PWM-versionen er fintrimmet til ultra-stille drift med en maksimal hastighed på 800 RPM (via medfølgende Low-Noise-adapter), hvilket resulterer i blot 11,4 dB(A) og et statisk tryk på 0,71 mm H₂O – perfekt til lydfølsomme builds. Standard G2 PWM-versionen kører op til 1.500 RPM med 2,56 mm H₂O, ideel til entusiaster, der jagter den ultimative køleeffekt.
- Sx2‑PP-sættet (Push‑Pull): En dobbeltpakning af G2 PWM-enheder med en fabrikspræcis RPM-offset (~±25 RPM) for at undgå beat-støj i push-pull-konfigurationer. Uundværlig til radiatorer i tunge vandkølingsloops eller kraftige luftkølere, hvor jævn akustisk signatur og maksimal gennemstrømning er kritisk.
Med denne konfiguration kan du finjustere både tryk, flow og støj, mens du bevarer Noctuas berømte holdbarhed og præcision – en sand legende inden for køleteknologi.
Unboxing
Efter introduktionen til Noctua og de blæsere, som vi har modtaget til test her i dag, er det nu blevet tiden til, at vi skal have unboxet de tilsendte blæsere, som dog følger ens design, hvorfor vi kun gennemgår designet én gang. Sx2-PP blæsersættet er samme blæser som G2 PWM, der er blevet udsat for et fabriksindstillet RPM setback på cirka 25 RPM for at mainstreame airflowet i push/pull. Men teknisk set yder de ens, da blæserne ellers er ens.
Kassen, som blæserne kommer i, følger Noctuas velkendte brune og sorte design. Der er lagt vægt på kvalitetsfornemmelse fra første gang, man står med produktet i hånden allerede inden udpakningen. Kassen er solidt produceret.



Noctua blæserne kommer med SSO2 lejeteknologi, der er patenteret og udviklet af Noctua selv. Lejeteknologien har en forventet levetid på 150.000 timers brug ved en temperatur på 25 grader °C.
Afstanden mellem impellerbladene og rammen i blæseren er blevet skåret ned til 0,7 mm, og det er altså ikke nemt at gøre denne mindre. Et stramt fit her er alfa og omega for at undgå vortex strømme omkring impelleren, og det giver maksimal ydeevne for blæserne. Uanset om det er til brug med en radiator eller som ind- eller udblæsning i et kabinet.


I kasserne finder vi selvfølgelig Noctua NF-A14x25 G2 blæserne, der kommer formonteret med en gummimembran hele vejen rundt om bagsiden, der skal sikre et tæt kontaktflade med kabinet eller radiator for at undgå luftstrømme rundt om rammen og vortex’. Der medfølger også de klassiske gummihjørner og gummimonteringsstudser til skruefri montering.
Derudover kommer der også et splitterkabel og en LNA (Low Noise Adapter) kabel med, ligesom vi har fire standard blæserskruer til kabinetmontage.



LNA (Low Noise Adapter)-kablet er egentlig bare et kort blæserkabel, der har en modstand loddet på 12V kablet, som dæmper spændingen til blæseren, så omdrejningerne sænkes. Hvilket også kan gøres med en blæserprofil.

Impellerdesignet har fået en overhaling på G2 (generation 2) blæserserien i forhold til første generation af blæserne, som har domineret kølerverdenen i mange år. Impellerne er optimeret til maksimalt airflow og tryk, mens der som nævnt er dykket ned i at minimere risikoen for hvirvelstrømme mellem rammen og impellerne.
Impellerne er lavet i Sterrox LCP (Liquid Crystal Polymer), som er et ultrastærkt plastikmateriale, der sikrer imod deformationer under ekstreme belastninger, ligesom det grundet sin krystalliske struktur minimerer risikoen “flydende” resonanser, som er vibrationer, der vandrer i materialet og resonnerer ud i rummet. Det giver en rigtig lækker Quality of Sound, der er svær at gengive.
Derudover følger designet meget godt det, vi kender fra Noctuas velkendte blæserserie, og der er ikke så meget mere at sige her.
Noctua NF-A14x25 G2 PWM er rated til 1500 RPM +/- 10% uden low noise adapter, mens G2 LS-PWM er rated til maksimalt 800 RPM grundet den indbyggede LNA adapter.


På billedet herunder ser vi den formonterede gummimembran, der giver bedst mulig tætning imellem blæser og kabinet eller radiator. Den tætner også omkring ledningsgennemføringen, hvilket er en lækker detalje.
Noctua NF-A14x25 G2 PWM er rated til 0,19 ampere på 12 volt, hvilket giver et maksimalt output på 2,28 watt, mens G2 LS-PWM er opgivet til 0,04 ampere, der giver den et maksimalt output på 0,48 watt.
Noctua G2 LS-PWM har en teoretisk akustisk støjopgivning på 11,4 dB(A), mens G2 PWM ligger på 19,2 dB(A). Begge er lydniveauer, som ikke kan måles i almindelige husholdninger, da baggrundstøjen ligger betydeligt over. Eksempelvis er ambient baggrundsstøj i mit testrum omkring 30 dB(A).

Som udgangspunkt tager vi ikke fat i LNA kablet under test, da vi kører kontrollerede tests med PWM spring på 10%, indtil blæseren ikke længere kan give udslag i vores testbænke.
Testopsætning
Til testopsætningen har jeg bygget et trykkammer med et manometer og en vindtunnel med et digitalt anemometer, som jeg kan bruge til test af disse og fremtidige blæsere. Jeg vil hurtigt gennemgå begge testbænke, der er lave af henholdsvist ø200 PVC rør med gummitætninger til trykkammeret og ø160 PVC rør med gummitætninger til vindtunnelen.
Trykkammer
Trykkammeret er opbygget som et lille kammer, hvor jeg har boret et lille 6 mm hul i til at lime en 3-barbed studs i, som jeg kan montere en gummislange på. Slangen fører jeg til et EHDIS digitalt manometers plusside, mens minussiden er åben ud til det atmosfæriske tryk. Derved kan jeg måle det absolutte maksimale tryk i Pascal, der så kan omregnes til mm H20.



Inde i kammeret har jeg boret et hul til at trække et forlængerkabel igennem kammeret. Det har jeg tætnet med Unigum, der normalt bruges som pakmateriale i VVS-verdenen. Det tjener til test af 120 mm blæsere, da disse monteres indvendigt i låget. Alle øvrige samlinger er ekstra tætnet med sort 2-komponent lim for at undgå utætheder, selvom alt i forvejen er tætnet med gummipakninger, der er fastmonterede og overholder EN 681-1 og EN 681-2.
Foran studsen har jeg monteret en vindskærm, der sikrer imod luftstrømme henover studsen, der kan lave hvirvelstrømme og forvrænge målingen på manometeret.

Vindtunnel
Vindtunnelen fylder noget mere i landskabet, da den er opbygget af flere faser, der hver skal have en minimumsafstand til testområdet, hvor målingen af luftstrømmen foretages med mit Habotest HT-625A anemometer.


Først har vi kontraktionen, hvor blæserne monteres på. Disse er tætnet med et 2 mm tykt SBR-gummi, der er blødt og derved deformerer, når skruerne spændes på gevindstængerne. Kontraktionen har en 13 graders indsnævring i tragtform for at styre luftstrømmen.
Efter kontraktionen har vi en flow straightner, der eliminerer eventuelle hvirvelstrømme/vortex’ og sikrer et lineært luftflow, som ikke giver ujævn måling. Herefter kommer testdelen, hvor HT625A er monteret igennem en gummimembran og tætnet med mere 2-komponent lim. Her aflæses CFM flowet, der kan omregnes til m3 pr. time, skulle man ønske det.



Testfasen
I testfasen tester jeg kontinuerligt fra 100% PWM og ned mod 10% PWM i 10% spring, indtil jeg ikke længere kan aflæse et resultat på måleapparaterne. Jeg styrer PWM-signalet med en 12 volt fancontroller med digitalt display, hvor jeg kan se procent og RPM.
Resultaterne af trykkammeret kan bruges til at aflæse et tryk i Pascal. Resultatet omregnes så til mm H20, da det er denne værdi, der bruges i kølerverdenen til at definere det statiske tryk i en blæser. Værdien fortæller, hvor mange millimeter trykket kan flytte en vandsøjle i et urør.
Det statiske tryk definerer blæserens evne til at presse luften igennem et mesh/radiator. For eksempel er en blæser med lavt statisk tryk men højt airflow bedst egnet til uhindret airflow i et kabinet. Mens en blæser med højt statisk tryk egner sig til radiatorer. Jo højere tryk, desto tættere radiator, da modstanden i finnerne skal overkommes.
Grafen herunder viser et meget råt billede af, hvornår en blæser egner sig bedst til hvad. I feltet fra 1-2 mm H20 har vi en gråzone, hvor blæseren gradvist bliver bedre og bedre til tættere radiatorer kontra friluftblæsere, som trykket stiger.

Resultatet af vindtunnelen kan fortælle os, hvor meget luft en blæser flytter. Normalt aflæses dette i CFM i kølerverdenen, men m3/time giver en mere direkte forståelse af, hvor meget luft der er blevet flyttet på en time ved en given PWM hastighed.
Læs meget mere om blæservalg, CFM, statisk tryk og deslige her!
Statisk tryk
Da Noctua NF-A14x25 G2 LS-PWM er en lavtstøjende blæser, som er begrænset med indbygget LNA-funktion, er det også ret tydeligt, at dens statiske tryk ligger lavt. Den er ganske enkelt ikke egnet som blæser til en radiator. Den skal anvendes til at skabe airflow i et kabinet på et ultralavt støjniveau.
G2 PWM er derimod en anden sag. Blæseren er rated til 2,56 mm H20, og vi får et gennemsnit på 2,55. Hvilket må siges at være indenfor skiven, da der også er en fejlmargin i testfasen at tage højde for. Med andre ord så er G2 PWM en stærk kandidat i kampen om førstepladsen som en radiatorblæser. Selv de tætteste radiatorer vil få kamp til stregen her.

Airflow
Når vi kigger på luftmængden, der bliver flyttet af de to blæsere, kommer Noctua G2 LS-PWM pludselig til sin ret. Med sine kun 11 dB(A) ved 100% PWM leverer den cirka 49 CFM, der omregnes til 82,7 kubikmeter luft pr. time, mens G2 PWM klarer 100,1 CFM eller 170 kubikmeter. CFM testen rammer en smule under målet, der dog står på mål med de plus/minus 10%, som Noctua skriver. Så alt i alt leverer begge blæsere rigtig fint.
Når vi ser på resultatet her, kan vi se, hvorfor Noctua er velkendte og vellidte i kølerverdenen. Noctua NF-A14x25 G2 PWM er direkte arvtager fra tidligere førstegenerations NF-A14x25, der nærmest er en kultblæser verdenen over i vandkølingsverdenen grundet sit høje statiske tryk, mens brugeren ikke udvikler tinitus af blæserstøj.


Pris
I skrivende stund, den 5. juli 2025, er blæserne set med prisskilte pålydende:
Noctua NF-A14x25 G2 PWM: 279 kroner
Noctua NF-A14x25 G2 LS-PWM: 319 kroner
Noctua NF-A14x25 G2 PWM Sx2-PP: 599 kroner
Konklusion
Noctua har skabt den perfekte arvtager til den velkendte Noctua NF-A14x25! De har skabt Noctua NF-A14x25 G2 PWM i flere forskellige varianter, og der er virkelig lagt i støbeskeen til en ny legende i blæserverdenen! Det skal bestemt være sagt som det allerførste. Generation 2 er tæt på et mesterværk, der kan tilfredsstille de fleste, uanset om man er på jagt efter den ultimative termiske performance, eller om man bare gerne vil have et støjsvagt system.
Byggekvaliteten er helt i top. Der er anvendt oliefyldte patenterede SSO2 lejer, der garanterer en lang levetid på 150.000 timer, og der er ligeledes anvendt krystalliseret polymer plastik til at støbe impellerbladene, der giver en optimal akustisk oplevelse for brugeren, imens det er muligt at præcisere designet helt ned i mindre end én millimeters præcision. Hvilket giver sig til kende ved en fin-clearance på 0,7 mm mellem impeller og ramme.
Performance, såvel termisk som akustisk er sublim, så længe man tager G2 LS-PWM’s tiltænkte formål med ind i regnestykket. Det ville være overordentligt naivt at købe den som radiatorblæser. Det er virkelig svært at være utilfreds med den performance, som Noctua leverer her!
Det gode:
- Ydeevnen er i top: Der er skruet på alle tangenter her for at levere den ultimative køling.
- Højtydende SSO2 lejeteknologi: Det patenterede SSO2 lejesystem sikrer en rigtig lang levetid.
- Fin-clearance er skåret ind til benet: Der er en minimal afstand tilbage mellem impeller og ramme på 0,7 mm, der er med til at sikre et mere lineært airflow.
- Byggekvaliteten: Byggekvaliteten og valget af materialer er helt i top med Noctua NF-A14x25 G2 serien
Det knap så gode:
- Designet kan være en smagssag: De brune nuancer i forskellige afskygninger kan være afskrækkende for nogen. Men mon ikke vi ser en Chromax serie i fremtiden?
- Prisen kan afskrække nogen: Kvalitet koster. Sådan har det altid været. Men en stykpris på 279/319 kroner kan bringe udgiften til blæsere noget højt op i et computerbudget på eksempelvis 10.000 kroner.
Noctua NF-A14x25 arvtageren er her!
Det gode
- Ydeevnen er i top
- Højtydende SSO2 lejeteknologi
- Fin-clearance er skåret ind til benet
- Byggekvaliteten
Det knap så gode
- Designet kan være en smagssag
- Prisen kan afskrække nogen
-
Design
-
Termisk ydeevne
-
Akustisk ydeevne
-
Prisen
-
Byggekvaliteten