Cooler Master er en taiwansk hardwareproducent grundlagt i 1992, som specialiserer sig i alt fra PC-kabinetter og strømforsyninger til luft- og væskekølere. Virksomheden har et solidt ry blandt gamere og entusiaster for at levere robuste køleløsninger og prisvenlige produkter – eksempelvis er Hyper 212 EVO en af branchens mest populære luftkølere. Cooler Master har desuden vundet flere designpriser og samarbejder tæt med store mærker som NVIDIA og AMD. På kølefronten er især MasterLiquid-serien anerkendt, senest i Core II-udgave med forbedret pumpe og Infinity Mirror-design.
Table of Contents
Læs også: Test af Sennheiser HD505 Copper Edition
Tekniske specifikationer: MasterLiquid 240 Core II White
- Radiator: 240 mm aluminiumsradiator (277 × 119,2 × 27,2 mm)
- Slanger: 400 mm fleksible slanger
- Pumpe: Gen S dual-chamber G9R-pumpe med kobber coldplate
- Pumpehastighed: 3100 ± 300 RPM
- Pumpestøj: Maks. ~25 dBA
- Blæsere: 2×120 mm PWM ARGB-blæsere
- Blæserhastighed: 650–1750 ±10 % RPM
- Luftflow: Op til ~70,7 CFM (~120 m³/h)
- Blæserstøj: Op til ~30 dBA
- Kompatibilitet: Intel LGA 1851, 1700, 1200, 115x; AMD AM5/AM4
- Belysning: Infinity Mirror ARGB-pumpetop og ARGB-blæsere
- Ekstra: Inkluderer Cooler Master CryoFuze 7 termisk pasta
Tekniske data – Cooler Master CryoFuze 7
- Termisk ledningsevne: ~14 W/mK
- Specifik gravitet: 2,6 g/cm³
- Temperaturområde: -50 °C til +250 °C
- Termisk impedans: 0,03 K·cm²/W
- Formel: Ikke-korrosiv, silikonefri, ikke elektrisk ledende, oxidation-resistent
- Pakning: Fås i 2 g og 4 g sprøjter
MasterLiquid 240 Core II White – Design, funktion og målgruppe
Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White er en alt-i-én CPU-vandkøler rettet mod PC-entusiaster og gamere. Det stilrene hvide design passer ideelt til white build-kabinetter, mens den indbyggede Infinity Mirror ARGB-belysning kan synkroniseres med andre RGB-komponenter. Pumpens dual-chamber Gen S-design med kobber coldplate giver optimal varmeoverførsel fra CPU-hotspots, samtidig med at støjniveauet holdes lavt.
Læs om Cooler Master MasterLiquid Core II serien her!
Køleren passer både til overclockere, streamere og almindelige brugere, der ønsker effektiv køling kombineret med stilfuld æstetik. Inklusionen af den effektive CryoFuze 7 termiske pasta sikrer en optimal termisk forbindelse mellem CPU og køler allerede fra installationen. MasterLiquid 240 Core II White er således et oplagt valg for enhver PC-entusiast, der vægter både performance og visuel elegance højt.
Unboxing af Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White
Vi har modtaget MasterLiquid 240 Core II White Edition fra Cooler Master i et presseeksemplar, og derfor er der ikke noget specielt spændende at fremvise i forhold til kassen, da der er tale om en helt hvid yderpakning. Kassen repræsenterer Cooler Masters reelle indpakning af produktet, og derfor har jeg valgt at vise den alligevel.
Inde i kassen ser vi en ret standard indpakning med plastik omkring pumpehoved og slanger, mens radiatoren er pakket ind i et papomslag efterfulgt af en plastikpose. Jeg forstår godt tanken bag i forhold til at passe godt på produktet. Men der er slet og ret for meget plastik i spil her i forhold til nutidens syn på bæredygtighed.
Med til køleren medfølger der de gængse standoffs, som skal bruges til at montere køleren på en Intel processor, og ligeledes understøtter den alle tilgængelige Intel modeller. Vi har også en backplate til samme formål.
Det medfølgende AMD bracket skal monteres på ens bundkort som erstatning for AMD’s eget bracket. Beslagene monteres nemt med en almindelig Philips head skruetrækker og de medfølgende AMD skruer fra posen med tilbehør.
AMD beslaget gør det muligt at montere køleren med det formonterede Intel retention kit, og man slipper altså derfor for at skulle skifte retention kit på ens køler, hvis man er AMD bruger. Det letter installationen en del, og det nedbringer også mængden af dele i kassen. For den mere novice bruger kan dette være en klar fordel.
Cooler Master preapplier ikke kølepasta på coldplaten, men de vedlægger i stedet en lille tube med Cryofuze 7 kølepastaen. Det kan selvfølgelig være både en ulempe og en fordel. Ulempe især hvis man ikke er så bekendt med mængden, der skal til.
Men til gengæld undgår man at åbne en køler med indtørret kølepasta på coldplaten. Og med den medfølgende spatel har de fleste gode muligheder for at få påført en passende mængde.
Cryofuze 7 ligger helt klar i den høje ende af klassen, når vi snakker termisk ledningsevne. 14 W/mK er meget højt, og vi er der, hvor selv Thermal Grizzly ikke kan være med længere. I hvert fald ikke så længe at vi bliver i pastavarianten af Thermal Interface Materials. Hvis vi går over i pads åbner der sig en helt anden verden.
Læs også: Hvilken blæser skal jeg vælge til min vandkøler?
Design og byggekvalitet
Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White er en meget stilren køler, som vil kunne gøre det ekstravagant lækkert i et all-white build. Blæsere kommer formonteret i et push setup med ledninger gemt godt væk ned langs blæserne for et mere stilrent design
Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White, og serien generelt, kommer med en radiator, der har en ret høj finnedensitet (FPI). En FPI på ~20 finner pr. tomme (2,5 centimeter) stiller ret store krav til blæserne. Et statisk tryk på minimum 2 mm. H2O vil være optimalt for at opnå den maksimale køleevne.
Disclaimer: FPI densiteten er estimeret og målt med en tommestok. Selvom der kan være en variabel værdi her, så er der ingen tvivl om, at radiatoren i dette tilfælde er tæt pakket, og kravet om et højt statisk tryk står stadig ved magt til fulde.
Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White kommer out of box med med ML120 Lite ARGB White Edition blæsere, som er fuldt kontrollerbare i lyset via ens bundkort ARGB controller.
Cooler Master ML120 Lite ARGB Specifikationer:
- Omdrejninger: 650-1 750 rpm
- Max. luftflow: 70,5 CFM
- Max. statisk tryk: 2,0 mm H₂O ± 10 %
- Støjniveau: 30 dBA
Når vi ser på de tekniske specifikationer for ML120 Lite blæseren, kan vi til gengæld se, at den kan levere et maksimalt statisk tryk på 2 mm H2O, hvilket i sig selv er nok til at opnå maksimal ydeevne. Men det stiller også krav om 100% PWM hastighed under pres, hvilket vil medføre en stigning i støjniveauet. Sænker man RPM hastigheden til ~1000, vil blæseren cirka levere 1 mm H2O statisk tryk, hvilket unægteligt vil ramme performance.
Skulle man søge at kunne opnå maksimal køleevne i ens Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White, så kan det anbefales at kigge efter blæsere med et maksimalt statisk tryk på minimum 2,3 mm H2O
Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White har som så mange andre AIO vandkølere fra samme producent en fillport på radiatoren. Det er ganske vist ikke tilladt at åbne den i forhold til garantien, men hvis man har en 5 år gammel køler, kan det godt anbefales at efterfylde, da der sker fordampning gennem EPDM-slangerne over tid.
Den interne slangediameter på køleren er 8 mm, og slangerne er braidet med hvidt stof. Vi kan tydeligt se, at der er anvendt threaded barbs med tre barbs til at fastgøre slangerne til pumpehovedet. Der medfølger også to slangeklemmer, som kan bruges til at skabe et pænere look inde i ens kabinet.
På toppen af pumpehuset har vi et Infinity Mirror med omridset af Cooler Master logoet. Spejlet er styret via ARGB ligesom blæserne. Designet er meget lig så mange andre Cooler Master kølere, som vi har set på markedet gennem tiden. Det er elegant, og så snart man tænder op i systemet, har vi adgang til masser af lys og RGB.
Som med så mange andre vandkølere på markedet kommer Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White med en kobber coldplate, der er konveks. Det gør de fleste producenter af coldplates, da IHS’en på de fleste processorer er konkave på midten. Det skyldes et tyndt stykke metal, der buer let indad. Derved skabes der en forbedret kontakt mellem IHS og coldplate kombineret med ens valgte TIM.
Montering af MasterLiquid 240 Core II White
Som nævnt tidligere er det nødvendigt at udskifte det originale AMD bracket på ens bundkort med de medfølgende brackets, så det formonterede Intel retention kit passer på ens system. Og da vi kører et Ryzen 9900X system på en X870 platform er det første skridt i vores montering.
Så snart man har monteret ens AMD monteringsbeslag på bundkortet, er det blevet tid til at påføre kølepasta, inden man skruer pumpehovedet fast med de medfølgende thumbscrews. Egentlig er de beregnet som fingerskruer, men da der kræves et vist moment for at sikre ordentlig kontakt, anbefales det at spænde dem let med en skruetrækker.
Når denne ellers forholdsvist nemme montering er overstået, er det blot tid til at montere PWM- og ARGB kabel på ens bundkort, og så er vi køreklare.
Når systemet bliver startet op, tænder ens Infinity Mirror, og det må siges at se rigtig godt ud. Især når man tager prisen på MasterLiquid 240 i betragtning. Man får rigtig meget for få penge, og det er klart en fordel, da køling ofte er noget, som mange er villige til at spare på, når der skal bygges ny computer på et budget.
Testscenario
Efter gennemgangen af MasterLiquid 240 Core II White er det nu blevet tid til, at vi skal i gang med den reelle testprocedure. Så vi kan få et indblik i, hvordan modellen performer under tungt pres. Da Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White er første AIO på bænken hos Techsteren vil vi ikke have nogen sammenligningsgrundlag. Men det kommer i fremtiden.
Vi tester på følgende opsætning:
- GIGABYTE X870 Eagle Wifi7 (nyeste BIOS)
- AMD Ryzen 9 9900X
- XFX Quicksilver Radeon RX 9070 XT Gaming Edition 16 GB
- 32 GB G.Skill TridentZ 6000 MHz DDR5
- 2 TB WD Green NVMe SSD
- 1000W Seasonic Prime PSU
Test soft- og hardware:
- HWInfo64: Logging af temperaturer, PPW, TBP og lignende
- OCCT: CPU stresstest (Small FTT, AVX2, Stable)
- Fluke 52 ii termometer med type K thermocouplers: Måling af ambient- og væsketemperatur under testfasen
BIOS opsætning:
- PBO Limits (Precision Boost Overdrive):
- PPT Limit: 200.000 mW (200W)
- TDC Limit: 180.000 mA (180A)
- EDC Limit: 225.000 mA (225A)
- LLC (Load Line Calibration): Extreme
Testmetodik
For at få en bedre forståelse af vores testmetodik, og ikke mindst hvordan termisk performance reelt kan måles, gennemgår jeg har vores testmetodik fra ende til anden. Det er ikke mindst for at opnå fuld gennemsigtighed. Termisk performance kan inddeles i mange kategorier, når det kommer til vandkøling, da der sker forholdsvist mange varmevekslinger i processen.
Mange anmeldere i dag tager udgangspunkt i delta temperatur som måleværdi, og det er i sig selv fint. Men da delta ikke tager udgangspunkt i andet end ambient temperatur, er det ikke retvisende i en sammenligningstest, eftersom effekt (Package Power) ikke er indregnet.
Vi tager udgangspunkt i tre primære performanceværdier. Værdierne viser sig som termisk modstand, der kan fortolkes som antal grader Celcius temperaturstigning pr. watt effektforøgelse i forhold til ambient temperatur. Fælles for alle er, at jo lavere tallet er, jo bedre er ydeevnen.
- R.sys: Den komplette AIO vandkølers performance bestående af pumpe, coldplate, slanger og radiator.
- Kræver måling af ambient temperatur, Package Power og die temperatur (T.junction).
- R.cp: Coldplate performance. Viser en coldplates evne til at overføre varme fra IHS til væsken.
- Kræver måling af ambient- og væske ind- og udløbstemperatur samt registrering af die temperatur (T.junction) og Package Power.
- R.hex: Heat exchangers (radiator) ydeevne til at afgive varmen fra væsken til den omgivende luft via kølerens blæsere. Stiller krav til FPI, blæservalg og væskeflow.
- Kræver måling af ambient temperatur, væske ind- og udløbstemperatur samt registrering af Package Power.
Vi tester hver enkelt køler med 100% PWM for maksimal ydeevne. Derudover laver jeg en RPM test, hvor jeg hæver PWM med 10% spring fra 50-100% med støjniveau inkluderet. Vi tester i to forskellige opsætninger.
- OOB (Out of box):
- Køleren som den er i sin helhed med producentens TIM, 100% fan- og pumpe PWM hastighed.
- Noctua
- Køleren med Noctua NF-A12x25 blæsere og en selvvalgt TIM. Giver mulighed for en standardiseret test. 100% fan- og pumpe PWM hastighed.
Termisk performance test
R.sys
Samlet set performer MasterLiquid 240 Core II ganske flot, når man tager i betragtning af, at vi har trukket 200W ud af en AMD processor med 12 kerner med en 120x240mm AIO vandkøler. En samlet systemperformance på 0,363 C°/W giver en temperaturstigning på 36,3 C° pr. 100W effektforøgelse.
R.cp
Coldplaten, som har væskekanaler og direkte kontakt med IHS, er åbenlyst den primære varmeveksler. En termisk modstand på 0,308 C/W er et rigtig godt resultat, og Cooler Master kan bestemt være tilfredse med ydeevnen.
Vi ser en stigning på 2 C°/100W effektforøgelse i Noctus testen i forhold til OOB testen, hvilket hænger sammen med, at vores valgte TIM har en termisk ledningsevne på cirka 8 W/mK, hvilket er en forringelse på 43%.
R.hex
Radiatoren på MasterLiquid 240 Core II White er som nævnt med en høj finnedensitet, og ved 100% PWM på blæserne performer den også rigtig fint. Men skruer man ned, vil det statiske tryk falde drastisk, og man vil skulle opretholde en ret høj PWM for at holde systemet køligt og undgå termisk throttling.
Det tilkendegives også ved at kigge på Noctua NF-A12x25, som har et maks statisk tryk på 2,34 mm H2O. Her performer radiatoren marginalt bedre. Der findes også blæsere med endnu højere tryk, og her vil man kunne hente endnu mere performance.
Delta T
Vi smider også delta temperaturen ind i regnskabet for god ordens skyld. Men den må ikke stå alene for at definere kølerens evne i en sammenligningstest.
Flowhastighed
Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White kører med et flow på 60 liter i timen, hvilket dog er et estimat, der tager udgangspunkt i et glykolindhold på 20% i væsken. Hvis indholdet er højere eller lavere påvirker det viskositeten i væsken og dermed også væskens flowhastighed i pumpen.
60 liter i timen er et fornuftigt flow, der tilgodeser både varmeveksling i coldplaten og giver væsken tid nok i radiatoren til, at blæserne kan køle væsken nok af.
Termisk- vs. akustisk performance
Vi ser en forskel på 0,016 C°/W (1,6 C°/100W) fra 50% til 100% PWM med Cooler Masters egne blæsere og 0,019 C°/W (1,9 C°/100W) med Noctua/TIM setuppet. Den lavere performance gav i begge situation en væsentligt forbedret lydoplevelse med en forskel på cirka 5 dB(A)
Som forventet er der ikke den store forskel at spore i coldplate performance, hvilket også giver god mening, da coldplate og pumpe er upåvirkede af blæsernes PWM indstilling.
Den reelle forskel her er spottet i de to kølepastaers termiske ledningsevne. Faktisk i en grad, hvor effekten faldt mellem 10- og 15 watt i OCCT testen. Så vi oplevede faktisk thermal throttling med Noctua blæserne. Omvendt er 200 watt også meget stramt spændt for, når vi snakker om en 120×240 mm AIO.
Som forventet er den reelle forskel at spotte i radiatorens performance. Hvilket giver god mening, da den er påvirket af blæsernes evne til at levere det statiske tryk. Begge blæsermodeller har et sweetspot på cirka 90% PWM, hvor støj og performance går op i en højere enhed sammen.
Pris
I skrivende stund, den 15. maj 2025, er Cooler Master MasterLiquid 240 Core II White set til 527 kroner plus eventuel fragt.
Konklusion
Overordnet set er MasterLiquid 240 Core II et rigtig godt valg til en god pris, hvis du leder efter en god allround vandkøler. Du får rigtig meget performance og et meget stilrent design, der også giver adgang til masser af RGB belysning, hvis man leder efter det. Men i et helt clean all-white build er der ikke meget at komme efter, hvis man gerne vil kombinere både performance, pris og look. Så er den et klart godt valg.
På performancesiden er MasterLiquid 240 Core II White skruet rigtig fornuftigt sammen med enkelte små udfordringer undervejs. Man har valgt en helt suveræn kølerpasta i Cryofuze 7 med en skyhøj termisk konduktivitet. Der hvor filmen knækker lidt er, at man har valgt en radiator med en tæt finnedensitet og kombineret den med en blæser, der kun lige kan levere det fornødne statiske tryk ved 100% PWM. Men selvom man vælger at ofre lidt køleevne for lydniveauets skyld, så er der stadig rigeligt med ydeevne at finde her.
Quality of Sound er et begreb, som desværre generelt får alt for lidt opmærksomhed, når vi snakker om kølere i techverdenen. Det hele omhandler termisk performance, men jeg kender ikke mange, som ikke er villige til at ofre et par grader C°/100W, hvis de kan få en bedre lyd. Her rammer Cooler Master plet med Core II White. Der er ingen nævneværdig knurren eller andre mislyde fra pumpen, og lejerne i blæserne giver et smidigt og elegant lydbillede, om end de generelt støjer mere end Noctua NF-A12x25.
Der er lige nogle enkelte valg i forhold til indpakningen, som rammer lidt udenfor skiven i en tid, hvor vi snakker meget om bæredygtighed og mikroplastik. Alt er indpakket separat i plastikposer, og det er i min optik et unødvendigt valg at foretage sig i 2025.
Prisen på under 600 kroner for en 120×240 mm. AIO vandkøler i den klasse, som MasterLiquid 240 Core II White lander i er meget attraktiv. Det er en stor faktor for mange, når de skal bygge en computer. Men det at have vandkøling betyder også meget for mange, og derfor er det absolut muligt at opnå det uden at sprænge ens budget fuldstændig. Det er i det store hele en rigtig solid vandkøler. Godt arbejde, Cooler Master!
Pros:
- God køleevne: Sublim kølepasta kombineret med gode valg i resten af systemet
- Nem montering: Cooler Master har lagt sig i selen for at gøre monteringen så nem som muligt med så lidt som muligt monteringskit.
- Innovativt AMD bracket: Med det medfølgende AMD bracket er kun et retention kit nødvendigt.
- Fornuftig pris: Prisen er absolut god kontra performance
- Cryofuze 7 kølepasta: Et absolut godt valg af kølepasta!
- Lækkert Infinity Mirror: Infinity mirror ser knivskarpt ud!
- Lækker Quality of Sound: Lydkvalitet er bare et målepunkt, der får for lidt opmærksomhed, og her rammer Core II White plet!
- PWM styring og RGB kontrol er samlet i ét kabel: Nemt!
Cons:
- Infinity Mirror er ikke programmerbart: Det ville bare være lækkert, hvis man kunne styre farven lidt.
- For meget plastik involveret i indpakningen: Mængden af plastikposer i indpakningen er overvældende i 2025. Så meget koster en lille papkasse ikke.
- Valget af radiator og blæser kombineret: Blæserne er en smule underdimensioneret i forhold til radiatorens finnetæthed. Det kunne løses med en blæser med højere statisk tryk eller en radiator med en lavere finnedensitet.
Cooler Master innoverer AIO køling
Det gode
- God køleevne
- Nem montering
- Innovativt AMD bracket
- Fornuftig pris
- Cryofuze 7 kølepasta
- Lækkert Infinity Mirror
- Lækker Quality of Sound
- PWM styring og RGB kontrol er samlet i ét kabel
Det knap så gode
- Infinity Mirror er ikke programmerbart
- For meget plastik involveret i indpakningen
- Valget af radiator og blæser kombineret
-
Ydeevne
-
Byggekvalitet og design
-
Pris kontra ydeevne
-
Brugervenlighed