Når VitaLink er lukket, ligner den mest af alt en helt flad notesbog. Den er udført i sølvfarvet aluminium og er cirka på størrelse med en stor bog med blødt omslag; intet afslører, at der gemmer sig en 4K-skærm indeni.
Men så snart du åbner enheden helt op, løfter skærmen sig over tastaturet. På et øjeblik har du en ekstra skærm til din bærbar, som kobles til med et enkelt USB-C kabel.
Det er idéen, og den fungerer faktisk fremragende.
Et problem, der er værd at løse
Mange arbejder i dag fra caféer, i toget eller via det vi kalder for co-working spaces, hvor man ofte savner sin ekstra skærm fra kontoret. En bærbar monitor er den oplagte løsning, men det betyder endnu en ting i tasken, endnu et kabel at holde styr på, og så er de fleste covers sjældent særligt elegante.

VitaLink løser problemet ved at smelte tastatur og ekstra skærm sammen til én samlet enhed. Du fylder altså ikke mere i tasken – du får bare mere ud af det grej, du har med.
Produktet ligger lige nu på Kickstarter til en pris på $299 (ca. 2.100 kr.), og kampagnen har allerede rundet $286.000. Det er med andre ord ikke bare en sjov idé på tegnebrættet; produktionen er lige om hjørnet.
Skærmen er det mest overraskende
Til en pris på $299 forventer man måske ikke alverden, men skærmen overrasker positivt. Med en opløsning på 3840 × 1600 og en pixeltæthed på 298 PPI er vi oppe på samme niveau som Apples Retina skærme. Det er markant skarpere end de fleste andre bærbare monitors på markedet – både tekst og ikoner står knivskarpt, hvis vi tager videoen for gode vare.
Formatet er ultrawide (2,4:1). Det virker måske lidt usædvanligt ved første øjekast, men i hverdagen giver det rigtig god mening:
- Du kan have to vinduer åbne side om side uden at gå på kompromis med pladsen.
- Det er ideelt til at have en kode editor og et terminalvindue åbent samtidigt, eller et dokument ved siden af din research.
Selvom skærmen kun måler 13 tommer, føles arbejdsfladen langt større og mere effektiv, end man skulle tro.
Farveægtheden er også i orden, da skærmen dækker 100 % af sRGB farvespektret. Det gør den oplagt til designere, der har brug for troværdige farver på farten. Den er ikke bygget til professionel farvekorrektion i Hollywood-klassen, men til stort set alle andre arbejdsopgaver klarer den det fremragende.
Tastaturet er ikke bare en eftertanke

Det er her, mange lignende produkter falder igennem. Idéen om et tastatur med indbygget skærm lyder god, men ofte sparer producenten både penge og plads på selve tasterne. Resultatet er tit et fladt tastatur, hvor tasterne sidder alt for tæt, og hvor det føles som at skrive på et fugtigt viskestykke.
Her går VitaLink en anden vej. De bruger de såkaldte scissor-switches med en tastevandring på 0,8 mm og en afstand mellem tasterne på 3,27 mm. Det er faktisk mere luft, end de fleste kompakte tastaturer tilbyder. Du får en tydelig mærkbar modstand, så du aldrig er i tvivl om, hvornår du har trykket på en tast. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes med et stort mekanisk tastatur, men det er behageligt nok til, at du ikke bliver træt i fingrene efter en times skrivning.
Som en ekstra detalje er der RGB-baggrundsbelysning med tre forskellige indstillinger:
- Fast farve: Praktisk til arbejde i mørke omgivelser.
- “Vejrtrækning/pulse”: Hvor lyset langsomt pulserer op og ned.
- Regnbueeffekt: Hvor farverne bølger hen over tasterne – mest til dem, der godt kan lide lidt lir at kigge på.
Plug-and-play og solid byggekvalitet
De to USB-C-porte håndterer både video, data og strøm (op til 65W). Det betyder, at du blot behøver ét enkelt kabel fra din bærbare for at vække både skærm og tastatur til live – helt uden at skulle installere drivere først. Den virker med alt fra Windows og macOS til Linux og Android. Du kan endda tilslutte en Steam Deck eller Nintendo Switch og få en lynhurtig 13-tommer 4K-skærm til gaming. Det er måske ikke dens primære formål, men det fungerer upåklageligt.

Selve kabinettet er fræset i CNC-aluminium, hvilket giver en imponerende robusthed. Det sikrer, at skærmen er godt beskyttet under transport, og det fjerner den irriterende “flex” (hvor tastaturet giver efter), når du taster hurtigt.
Man mærker det med det samme, når man får enheden i hænderne: Det her føles på ingen måde som et billigt plastikprodukt, men som kram, der er bygget til at blive brugt.
Hvad du ikke får
Ingen touchpad. Du er afhængig af din laptops touchpad eller en ekstern mus. Det er en reel begrænsning og bør ikke overses.
Opdateringshastigheden er 60 Hz. Til arbejde er det fint. Til gaming med høj billedhastighed er det ikke. Enheden vejer 1.200 gram. Ikke tungt for hvad det er, men heller ikke ingenting i en taske der allerede er fuldt op.
Det nordiske tastaturlayout – relevant for det danske marked – koster $30 ekstra. Det er ikke inkluderet som standard.
What to read next
Gaming-skærme 2025: Vælg rigtigt mellem OLED, QD-OLED og IPS
Samsung Galaxy Z Fold 8 Wide lækket – hvad vi ved
HyperX Clutch Talon, Cloud Stinger 3 og nGenuity
Kickstarter forbehold
Levering er planlagt til september 2026. Det er realastisk for et projekt i denne fase med et dedikeret produktionsteam, men Kickstarter er Kickstarter. Forsinkelser sker.
Det værd at vide: internt batteri og trådløs skærm via Miracast og AirPlay er begge listet som stretch goals. De er ikke bekræftede features. Hvis kampagnen rammer forudbestemte funding-mål, kommer de med. Hvis ikke, er det et USB-C tastatur med skærm, og intet mere. Hvilket stadig er ganske meget.
VitaLink er ikke et kompromis slynget sammen for at se godt ud på Kickstarter. Skærmen er god. Tastaturet er brugbart. Formfaktoren er gennemtænkt. $299 for hvad der leveres er ikke dyrt.
Men husk nu på, at nordisk layout koster ekstra, batteri og trådløs er stretch goals og ikke garantier, og leveringen er september 2026. Sker alt som planlagt, er det en af de mest intelligente produktivitets-gadgets i sin klasse, vi har set længe. Læs mere via VitaLink: 20mm Thin 180° Foldable Keyboard & 4K Touchscreen
Priser i USD. Specs baseret på producent oplysninger fra Kickstarter kampagnesiden, maj 2026.
