Hvis du kun kan gøre én ting for at forbedre din mountainbike, er det at skifte dækkene. Ikke gaflen. Ikke gearet. Ikke bremsebelægningerne. Dækkene.
MTB dæk er det eneste der er i kontakt med underlaget, og de afgør om cyklen griber, ruller, styrer og stopper som den skal. Budget-mountainbikes leveres med dæk, der er valgt for at holde prisen nede – ikke for at yde bedst. Et sæt nye dæk til 700-900 kr. giver en markant bedre cykel samme eftermiddag.
Men det kræver at du vælger rigtigt. Og det er ikke så enkelt som at kopiere en liste fra en international anmeldelse skrevet til bjergterræn. Dansk terræn er noget for sig, og de dæk der virker her, er ikke nødvendigvis dem der fylder forsiderne i de store MTB-medier.
Om forfatteren:
Bag denne artikelserie finder du en skribent med mange års erfaring på mountainbike – både som passioneret rytter i fritiden og gennem flere år på professionelt niveau. Her er niveauet højere, tempoet hårdere og fejlene dyrere, hvilket stiller helt andre krav til teknik og beslutningstagning.
Indholdet tager udgangspunkt i det, der rent faktisk sker ude på sporet. Ikke kun teori, men erfaringer fra situationer, hvor det går stærkt, bliver teknisk, eller hvor tingene ikke spiller. Målet er simpelt: at give dig konkret viden, du kan bruge med det samme, så du får bedre kontrol, mere flow og mere ud af dine ture.
1. Hvad er et MTB dæk egentlig bygget op af?
Før du kan tage det rette valg, er det vigtigt du forstår hvad du kigger på, når du læser en dækspecifikation som “Maxxis Minion DHF 2.35″ EXO+ 3C Maxx Terra.” Det er ikke tilfældig salgssnak – hvert led fortæller dig rent faktisk noget konkret om dækket.

Bredden angives i tommer og er den første af de to tal. 2.35″ svarer til ca. 6 cm. 2.5″ er ca. 6,4 cm. Bredere dæk giver mere kontaktflade med underlaget, bedre greb i blødt terræn og mere komfort. Til gengæld vejer de mere og giver en smule mere rullemodstand.
Dæksidebetegnelsen – EXO, EXO+, DH – beskriver, hvor tykt og stærkt det lag er, der udgør dækkenes sider. Siderne er den del af dækket, der vender ud mod terrænet og er mest udsat for snitskader fra grene og skarpe kanter. EXO er Maxxis’ standard-forstærkning. EXO+ er et ekstra lag oven på EXO. DH (Downhill) er den tungeste og stærkeste variant. Til normal trail-kørsel i Danmark er EXO+ den rigtige balance – stærk nok til skovterræn uden at gøre dækket unødigt tungt.
Compound-betegnelsen – 3C, Maxx Terra, Maxx Grip, Addix Soft, Addix SpeedGrip – beskriver gummiblandingen. Blødere compound giver bedre greb men slides hurtigere. Hårdere compound holder længere men griber dårligere, særligt i koldt vejr og på glatte overflader. 3C betegnelsen (Maxxis) betyder at dækket bruger tre forskellige gummiblandinger: et hårdt i centret for lav rullemodstand, og blødere sideknopper for greb i sving. Det er et smart kompromis og årsagen til at 3C varianter er standardanbefalingen til de fleste ryttere.
2. De fire parametre du vælger efter
Alle MTB-dæk kan beskrives langs fire akser. Forstår du dem, kan du vurdere et hvilken som helst dæk. Dette uanset mærke og model.

Bredde. Til de fleste danske spor og ryttere er 2.35″-2.5″ det optimale interval. Smallere end 2.35″ mangler kontaktflade på blødt underlag. Bredere end 2.6″ giver unødvendig rullemodstand på de moderate stigninger og flade terræn partier, der udgør størstedelen af dansk MTB-kørsel.
Mønster. Knoppenes højde, form og indbyrdes afstand afgør, hvad dækket er godt til. Høje knopper med stor afstand bider sig fast i blødt mudder men ruller “tungt” på hårdt underlag. Lave, tætte knopper ruller hurtigt på hård jord men pakker ofte til i mudderet underlag og mister greb. Til dansk terræn er et mellem aggressivt mønster – åbne slisker, klare sideknopper, ikke ekstrem knophøjde – den rigtige balance for størstedelen af sæsonen.
Gummikvalitet. Et blødt compound som Maxxis Maxx Terra eller Schwalbe Addix Soft deformerer sig og konformerer sig til uregelmæssigheder i underlaget, hvilket giver bedre greb – særligt i koldt vejr, hvor gummi generelt stivner/bliver hårde. Et hårdt compound ruller hurtigere og slider langsommere. Til Danmark, med vores kolde og fugtige vinterforhold, er et mellem hårdt mountainbike dæk til blødt compound det rigtige udgangspunkt.
Tubeless. Ikke et designparameter i sig selv, men et opsætningsvalg der påvirker alle tre ovenstående. Kører du tubeless – altså uden indre slange, med tætningsvæske i stedet, kan du køre 0,2-0,4 bar lavere lufttryk end med slange. Det ene parametre ændrer, hvordan dækket opfører sig fundamentalt. Mere om det i afsnit 8.
3. Dansk terræn – hvad dækkene møder
De fleste internationale MTB-dæk guides er skrevet til bjerge. Schweiz, Wales, British Columbia, som tit bruges i reference scenarier. Terræn med sten, klipper og hård, løs grus. Danmark er ingenting af det.

Fra oktober til april er de fleste danske skovspor bløde. Skovbunden er leret og fugtigt, og de øverste centimeter er mudder med varierende konsistens. Dæk der ikke selvrenser sig, der ikke aktivt “skyller” mudder ud af mønsteret under kørsel – pakker til og mister grebet inden for få hundrede meter. Og som et resultatet heraf, ofte skader til følge, hvis uheldet er ude.
Fra maj til september er skovbunden fastere. Klitplantagerne i Nordjylland er sandede hele året. Rødder er til stede hele sæsonen – Det er de tekniske features, der i høj grad kendetegner dansk MTB, men de kan være overraskende glatte på tørre sommerdage, hvor træet næsten føles fedtet.
Det, der gør dansk terræn udfordrende. Det er variation. Et spor som Rude Skov kan have fem forskellige underlagstyper på en enkelt rute: tørt grus på en gammel skovvej, fugtig ler under trækronerne, sandmuld i åbne partier og våde rødder på skrå kanter. Det dæk der klarer mest af det, er det rigtige valg.
4. Konkrete anbefalinger til forhjulet
Forhjulet styrer og etablerer grebet i sving. Det er her du investerer i det bedste dæk, og det er her forskellen på et godt og et dårligt valg mærkes tydeligst.
Maxxis Minion DHF 2.35″ EXO+ 3C Maxx Terra
Ca. 400-450 kr. · Helårsvalg
DHF – forkortelse for “Down Hill Front”, er referencen. Det er det dæk der ofte fokuseres på i mountainbike guides, på professionelle cykler og i produktanbefalinger verden over, og det er fortjent. Knopprofilen kombinerer centrale rampeknopper der ruller effektivt med markerede sideknopper der griber i sving. 3C Maxx Terra gummikompounden giver den rette balance mellem greb og holdbarhed til varieret terræn. EXO+ beskytter dæksiderne mod de skovens grene og kanter, der er hverdagen på dansk singletrack.
I mudder er DHF god. På tørt og halvblødt underlag er dækket endnu bedre. DHF holder en hel sæson ved normalt brug og kræver ikke at du tænker over, om den passer til det underlag du kører på i dag. Det er DHF profilens største styrke.
Bedst til: Hele sæsonen maj-oktober. Gludsted, Marselisborgskoven, Rude Skov, Rold Skov med videre.
Schwalbe Magic Mary 2.35″ Addix Soft
Ca. 450-550 kr. · Vinterspecialist
Magic Mary er bygget til mudder. Åbne, høje knopper med bred afstand selvrenser aktivt under kørsel – mudder kastes ud af mønsteret i stedet for at pakke sig fast. Addix Soft er Schwalbes blødeste gummikompound, formuleret til maksimalt greb i koldt, fugtigt underlag, hvor varmere og hårdere compounds stivner og mister fornemmelse.
I tørt sommervejr er Magic Mary det forkerte valg – for aggressiv, for tung, for langsom. Men fra oktober til april, når de danske skovspor er bløde og lerede, er Magic Mary dækket det bedste forhjulsdæk du kan købe til de penge.
Bedst til: Vinterperioden, november–april. Alle bløde og lerede spor.
Maxxis Dissector 2.4″ EXO+
Ca. 380-440 kr. · Sommeralternativ
Et nyere MTB-dæk fra Maxxis med lavere rullemodstand end DHF og god grebsevne i tørt og halvblødt terræn. Til de tørre sommermåneder – særligt i klitplantagerne, er det et godt alternativ for ryttere der vil have en smule mere rulletempo. Ikke til mudder og blødt underlag.
5. Konkrete anbefalinger til baghjulet
Baghjulet bærer mere af din vægt og modtager kraften fra din pedalering. Her prioriterer du rulleeffektivitet og stabilitet over det absolutte greb, du leder efter foran.
Maxxis Rekon 2.4″ EXO+
Ca. 330-390 kr. · Standardvalget
Rekon er det mest brugte trail-bagdæk i Skandinavien. Det åbnere mønster end DHF giver lavere rullemodstand, og med 2.4″ bredde er der nok kontaktflade til at holde stabilt i sving og over rødder. Holdbar, forudsigelig og tilgængelig hos stort set alle forhandlere. Kombinationen DHF foran og Rekon bagpå er udgangspunktet for de fleste trail-ryttere i vores del af verden.
Bedst til: Hele sæsonen maj-oktober. Alle terræntypes på moderate til tekniske spor.
Schwalbe Hans Dampf 2.35″ Addix SpeedGrip
Ca. 400-470 kr. · Vinterpartneren
Det naturlige makkerpar til Magic Mary. Lidt mere aggressiv profil end Rekon giver bedre greb i blødt vinterterræn, mens SpeedGrip-compoundens kompromis mellem Soft og Performance giver acceptabel holdbarhed. Det klassiske skandinaviske vintersetup er Magic Mary foran og Hans Dampf bagpå, og det er klassisk fordi det virker.
6. Sæsonbaserede setups
To sæt dæk – et til sommer, et til vinter – er den rigtige strategi. Et kompromisdæk er altid et kompromis.
Sommer (maj-oktober) Forhjul: Maxxis Minion DHF 2.35″ EXO+ 3C Maxx Terra Baghjul: Maxxis Rekon 2.4″ EXO+
Vinter (november-april) Forhjul: Schwalbe Magic Mary 2.35″ Addix Soft Baghjul: Schwalbe Hans Dampf 2.35″ Addix SpeedGrip
Klitplantager – hele året Forhjul: Maxxis Dissector 2.4″ eller Schwalbe Nobby Nic 2.35″ Baghjul: Maxxis Rekon 2.4″ Dæktryk: Lavere end normalt – 0,2–0,3 bar under dit standard interval – fordi sand kræver et bredt, blødt kontaktaftryk.
Hvornår skifter du? Ikke på en fast dato. Skift til vinterdæk, når du konsekvent oplever at forhjulet glider i sving og temperaturen er under 8-10°C. Skift tilbage til sommerdæk, når to på hinanden følgende ture foregår på tørt underlag.
7. Dæktryk – det mest ignorerede justeringspunkt
De fleste begyndere kører med 0,3-0,6 bar for meget luft. Ikke fordi de har valgt det bevidst, men fordi de pumper til dækket “føles fast”, og en MTB-dæk ved 2,0 bar føles fast, selvom det er markant over det optimale.

For meget lufttryk giver et dæk der sætter af rødder og forhindringer frem for at rulle over dem. Det mister grebet på glatte overflader og giver en hård, trættende tur. For lidt lufttryk giver et dæk der “folder” i hårde sving og risikerer at blive klemt mod fælgkanten.
Det rigtige tryk afhænger af din vægt, dit dæk og underlaget. Udgangspunkterne som tubeless-rytter:
| Rytter (kg) | Forhjul (bar) | Baghjul (bar) |
|---|---|---|
| Under 70 kg | 1,4-1,6 | 1,5-1,7 |
| 70–85 kg | 1,5-1,7 | 1,6-1,8 |
| 85–100 kg | 1,6-1,8 | 1,7-1,9 |
| Over 100 kg | 1,7-1,9 | 1,8-2,0 |
Kører du med slange, tilsæt 0,2-0,3 bar. Justér 0,1-0,2 bar nedad i mudder og blødt terræn. Justér 0,1-0,2 bar opad i tørt og hårdt terræn.
Et manometer – den lille trykmåler på pumpen, er et uundværligt redskab. En god model fra Topeak eller SKS koster 150–250 kr. og giver dig præcise tal frem for fornemmelser. I en kommende guide, dækker vi det dæktrykket på en mountainbike, og forklarer samt finjusteringen i detaljer, herunder hvordan kold luft påvirker trykket og hvorfor for- og baghjul aldrig skal køre samme tryk.
8. Tubeless – hvad det giver dig
Tubeless betyder at dækket kører uden en indre slange. I stedet er dækket tætnet mod fælgkanten, og ca. 60-80 ml tætningsvæske cirkulerer i dækket og forsegler automatisk de fleste skovpunkteringer – stikskader fra grene, tornbuske og skarpe kanter – inden du opdager dem.
Det praktiske resultat er tre ting. Du kan køre lavere lufttryk uden risiko for “snakebite” – den punkteringstype, der opstår, når en slange klemmes mod fælgkanten ved hårde slag. Du får markant færre punkteringer i skovkørsel. Og hjulene er 150-200 gram lettere end med slanger.
Konverteringen koster 200-300 kr. i materiale – tubeless-tape, ventiler og tætningsvæske – og 30-45 minutters arbejde. Forudsætningen er at dine fælge er mærket “TR” eller “TLR” (Tubeless Ready), hvilket de fleste MTBs over 8.000 kr. solgt efter 2018 er.
Glæd dig til vores kommende tubeless guide til MTB, hvor vi dækker konvertering trin for trin, vedligehold og fejlfinding.
9. Hvad du ikke skal bruge penge på
No-name dæk under 200 kr. De er tunge, har tynde dæksider og mangler de gummicompounds, der giver greb på glatte og våde overflader. Du sparer 200 kr. og mister kontrol, holder og ender med dobbelt så mange punkteringer. Det er ikke en besparelse!
Ét dæk til hele året. Der er ingen MTB-dæk der er optimale i både sommerens hårde, tørre skovbund og vinterens bløde mudder. Et kompromis performer middelmådigt i begge situationer. Et sæsonrigtigt dæk performer godt i sit element.
26 tommer dæk som opgradering på en gammel cykel. 26″ er udgået som industristandard. Udvalget af nye, gode dæk i den størrelse er begrænset og indskrænkes år for år. Overvejer du at opgradere dæk på en gammel 26″ cykel, er det et tegn på at pengene måske er bedre brugt på en ny cykel med 29″- eller 27,5″ hjul.
What to read next:
MTB for begyndere i Danmark – komplet guide (2026)
Alt du skal vide som ny MTB-rytter: cykelvalg, de bedste danske spor og hvad du faktisk ikke behøver købe. Udgangspunktet for hele vores MTB indhold.
10. Konklusion
Dæk er ikke glamourøst. De fylder ikke meget i videoer og er svære at sælge med dramatiske slow motion klip. Men MTB dæk er den komponent, der har størst indflydelse på din faktiske køreoplevelse – og de er det billigste sted at forbedre en budget MTB markant.
Til de fleste begyndere i Danmark: Maxxis Minion DHF foran og Maxxis Rekon bagpå fra maj til oktober. Schwalbe Magic Mary og Hans Dampf fra november til april. Kør tubeless. Brug et manometer.
Det er et setup, der virker. Resten er finjustering.
Skrevet af Techsteren.dk redaktionen. Sidst opdateret april 2026. Priser er vejledende og varierer hos forhandlere. Vi modtager ingen betaling fra mærker eller forhandlere nævnt i artiklen.
